For fire år siden blev den sidste uge af den amerikanske valgkamp indledt i en af Californiens protestantiske megakirker, Saddleback Church. Her interviewede kirkens præst, Rick Warren, de to kandidater om deres moralske værdier og religiøse tro foran en tusindtallig tilhørerskare og millioner af amerikanske tv-seere. Bagefter noterede en af USA’s mest erfarne politiske analytikere, E.J. Dionne fra The Washington Post, at interviewarrangementet havde vist, at der på det seneste var sket en udvikling blandt USA’s ”evangelikale” (lavkirkelige). I forbindelse med valgene i 2000 og 2004 havde de stået bag George W. Bush, fordi han delte deres modstand mod abort og som ”genfødt kristen” talte om verden i lige så enkle vendinger som dem selv. Men i mellemtiden havde landskendte, evangelikale præster som Warren medvirket til at nuancere deres verdensbillede. De havde fået et mere komplekst syn på forholdet mellem tro og politik, og grænserne mellem de amerikanske trossamfund var generelt ved at blive mere diffuse, mente Dionne.
Den tendens har den valgkamp, som nu er afsluttet, bekræftet. Selv om de fleste evangelikale har støttet republikanernes kandidat Mitt Romney, så har valgkampen ikke været præget af dybe modsætninger mellem kristne grupperinger. Det respekterede opinionsmålingsinstitut Pew Research Center forudsagde allerede i sommer, at det ikke ville være kandidaternes tro, der ville afgøre præsidentvalget i år. Kun 60 procent af vælgerne var dengang klar over, at Romney er mormon, og 81 procent svarede, at hans mormonisme ikke havde nogen betydning for dem. Den holdning gik igen blandt evangelikale. Derimod var 67 procent af alle vælgere enige i udsagnet ”Det er vigtigt for mig, at en præsident har stærke religiøse overbevisninger.”
Vigtigere end konfessionelle forskelle er da også i dag modsætningen mellem tro og ikke-tro. Hvor det f.eks. i 1960 var vigtigt for katolikken John F. Kennedy at overbevise protestantiske arbejdere om, at de trygt kunne stemme på ham, så var det ved valget i 2008 afgørende for Barack Obama at overbevise vælgerne om, at han var kristen og ikke sekularist – eller muslim (det gør 34 procent af konservative republikanere stadig). Et par måneder før valget dengang befandt jeg mig i USA, og jeg husker, hvordan butiksvinduerne i Washington D.C.’s store boghandler dengang var fulde af bøger, der handlede om Obamas personlige kristentro.
Religion spiller altså stadig en stor rolle for amerikanernes selvforståelse. Men de religiøse identiteter og relationer har undergået forandringer. Det påviste den kendte amerikanske samfundsforsker, professor Robert D. Putnam og hans kollega David E. Campbell, for to år siden i en monumental udgivelse med titlen American Grace: How Religion Divides and Unites Us (omtrent: ”Det velsignede Amerika: Hvordan religion deler og forener os”).
Putnam har været verdenskendt siden udgivelsen af Bowling Alone i 2000. I den bog konkluderede han på baggrund af omfattende analyser af data om amerikanernes faldende engagement i politik og civilsamfund, at de er i færd med ”sammen at falde fra hinanden”, bl.a. som følge af den teknologiske udvikling og ændrede arbejds- og familieforhold. I de følgende år modtog Putnam da også invitationer fra mange regeringsledere, som ønskede at blive rådgivet om, hvordan man modvirker en sådan udvikling. Hans nye bog om religionens betydning for det amerikanske samfund – som både ”splitter” og ”samler” – bygger på lignende måde på et rigt materiale af data. Den viser, at selv om religion i århundreder har været vigtig for amerikanerne, så er nutidens massive tilslutning til kirkesamfundene et nyere fænomen og et udtryk for ”seismiske” ændringer i det religiøse landskab.
I 1960’erne var der således et dramatisk fald i antallet af såkaldt bekendende kristne. Det var først med den kulturkonservative reaktion på tressernes venstreorienterede holdninger, at der i 1980’erne skete en religiøs genopblomstring. Evangelikale samlede sig bag det ”religiøse højre”, der gik til kamp mod fri abort og forsvarede ”familieværdier” og morgenbøn i skolerne. Sammenkoblingen mellem tro og konservativ politik fik fra 1990’erne mange unge til at vende sig fra alle former for organiseret religion og blive ikke-troende sekularister. Resultatet viser sig i dag i en voksende polarisering mellem religiøse konservative og sekulære liberale, mens midtergruppen af moderat troende kristne til gengæld skrumper. Til trods for polariseringen, som udgør en splittelsesfaktor i det amerikanske samfund, foregår der dog samtidig en styrkelse af båndene mellem mennesker af forskellig religiøs observans.
Det er således blevet helt almindeligt at se interkonfessionelle ægteskaber. Desuden er de religiøse identiteter i dag mere flydende. At de fleste mennesker i USA nu til dags betragter mormoner som kristne illustrerer denne tendens. Putnam and Campbell konkluderer, at de personlige bånd på tværs af bekendelserne modvirker splittelsen mellem troende og sekularister. Den er med til at forene amerikanerne, idet den fremmer den tolerance, som ethvert pluralistisk samfund har brug for.
I bogen leverer de to forfattere nuancerede portrætter af de forskellige religiøse – først og fremmest kristne og jødiske – grupperinger i USA, og de beskriver, hvordan forandringerne i det religiøse landskab har sat sig spor i den enkelte amerikaners liv. Bogen er fuld af overraskende oplysninger som eksempelvis: Mellem en tredjedel og halvdelen af alle ægteskaber indgås af mennesker med forskellig tro; omkring en tredjedel af alle amerikanere har skiftet religiøst tilhørsforhold på et tidspunkt af deres liv; unge mennesker er stærkere modstandere af abort end deres forældre, men mere positive over for homoægteskaber; selv stærkt religiøse amerikanere mener, at mennesker med en anden tro kan blive frelst; og religiøse amerikanere er bedre naboer end sekulære i den forstand, at de bruger mere tid på at engagere sig i lokalsamfundet.
Putnam og Campbell forklarer USA’s ”blomstrende religiøse økosystem” som et resultat af fraværet af et ”statsdrevet religiøst monopol” – dvs. en statsstøttet kirke – kombineret med en gammel og udbredt tradition for religiøs frihed. Det gør det religiøse landskab betydeligt mere åbent end det danske: ”Religionerne konkurrerer, tilpasser og udvikler sig i en proces, hvor individuelle amerikanere bevæger sig frit fra den ene menighed til den anden, ja, selv fra den ene religion til den anden. I USA forekommer det fuldstændig naturligt at se sin religiøsitet som en ”preference” snarere end som en uforanderlig identitet.”
Putnam bruger sin egen familiehistorie til at illustrere udviklingen i retning af en sådan form for tolerant pluralisme. Han og hans søster voksede i 1950’erne op i en familie af bekendende metodister. Da han blev gift, konverterede han selv til jødedommen, og ægteparrets børn blev opdraget som jøder. Det ene af deres børn giftede sig siden med en praktiserende katolik, som efter nogle år forlod den katolske kirke og i dag er ikke-troende. Det andet barn giftede sig med en person uden noget klart religiøst ståsted, men konverterede efterfølgende til jødedommen. I mellemtiden ægtede Putnams søster en katolik og blev selv katolik. Parrets tre børn blev alle fromme, aktive evangelikale, men som medlemmer af forskellige kirkesamfund.
Robert Putnam konkluderer, at hvad der i midten af århundredet havde været en homogen, amerikansk metodistfamilie, med tiden blev til en familie med en række forskellige religiøse identiteter (og ikke-identiteter), som tilsammen i dag ”afspejler den amerikanske religiøse mangfoldigheds fulde register”. Og han tilføjer: ”Det ville være svært at vække anti-jødiske eller anti-evangelikale eller anti-katolske eller anti-metodistiske, ja, selv anti-sekularistiske følelser i denne gruppe.” Hans familiehistorie viser desuden, at den religiøse pluralisme i USA ikke blot er noget abstrakt, men ofte noget konkret og personligt. Og netop denne ”personlige pluralisme betyder, at Amerika er velsignet af religiøs harmoni”.
Oppe i New Hampshires bjerge i USA sidder Harvard-professoren Robert Putnam – verdenskendt for sin bog Bowling Alone (2000) – netop nu og skriver på en bog om det spørgsmål, han betragter som det vigtigste for amerikanerne i dag: Hvad sker der med et samfund, hvor social ulighed kombineres med fysisk adskillelse mellem samfundets grupper? Hans svar er, at så får man en form for apartheid-samfund, som vil sætte en stopper for den sociale mobilitet, som hidtil har retfærdiggjort uligheden og som gjorde det muligt at realisere ”den amerikanske drøm”. Jeg vil i det følgende forklare, hvorfor det er en god idé for os danskere at lytte til ham.
Men først lidt baggrund. Der har i mange år været en global tendens til, at en stadig større andel af de nationale indkomster går til de allerrigeste i samfundet. Graden af indkomstulighed varierer dog en del. De nordiske lande er stadig blandt de mest lige i verden – Danmark lå i 2011 som nummer 1 inden for OECD, mens Storbritannien og USA lå i bunden som henholdsvis nummer 28 og 31. Men også hos os, også i de nordiske lande, er der i de sidste ti år sket en kraftigt stigende ulighed, specielt i Sverige. I lande, hvor der tidligere fandtes stor ulighed – f.eks. Mexico og Brasilien – er der til gengæld sket en reduktion. OECD forudsiger dog, at det gennemsnitlige ulighedsniveau inden for organisationens medlemslande fremover vil ligge betydeligt højere end tidligere.
Det er først for nylig – dvs. efter finanskrisen – at politikerne er begyndt at bekymre sig over deres samfunds voksende ulighed. Lave renter, stigende huspriser og høj beskæftigelse fik i 00’erne mange til at mene, at der slet ikke var noget problem i, at nogle få blev dramatisk meget rigere, så længe det store flertal blot fik del i en generel velstandsforøgelse. I dag er vi ikke nær så naive. De fleste af os anerkender selvfølgelig, at en vis ulighed er nødvendig for at skabe økonomisk dynamik, fordi den motiverer os til at yde mere og får de rigeste til at øge deres opsparing og investeringer til hele samfundets gavn. Men erfaringerne fra 00’ernes vilde vækst og ikke mindst de spekulationer, der førte til finanskrisen, har gjort os mere skeptiske over for dette klassisk-liberalistiske dogme. Det ælder også økonomerne.
Selv et meget liberalistisk organ som det britiske magasin The Economist advarer i dag mod den voksende ulighed i verden. Sidste efterår konstaterede magasinet i et særligt tillæg, at selv om middelklassen vokser i udviklingslandene, så vil voksende ulighed være et problem for fortsat vækst. Når selv liberale økonomer i dag er mindre tilbøjelige til at tro på det klassiske, liberalistiske dogme om, at en økonomi i vækst altid vil ”hæve alle både”, skyldes det, at de kan konstatere, at det i praksis ikke længere er tilfældet. De er blevet opmærksomme på, at en for høj grad af ulighed kan bremse væksten for de mange og kun gavne de få. Forskere i den Internationale Valutafond (IMF) mener således, at store indkomstuligheder fremkalder lavvækst, finanskriser og faldende efterspørgsel.
I USA har økonomisk ulighed hidtil ikke været betragtet som noget problem, sådan som det i overvejende grad er tilfældet i Danmark, hvor det er en udbredt opfattelse, at lige muligheder forudsætter en grad af resultatlighed. Chefen for den konservative tænketank American Enterprise Institute, Arthur Brooks, udtalte således i et interview i månedsbladet The Atlantic i juli sidste år, at så længe rigdom ikke er noget, man erhverver på grund af hudfarve, held eller fødsel, men kun gennem hårdt arbejde, uddannelse og kreativitet, så må økonomisk ulighed betragtes som ”fair”. Hvis systemet derimod er låst fast, så ophører uligheden til gengæld med at opleves som retfærdig. Brooks mente dog selv, at USA stadig var et retfærdigt samfund og begrundede det med, at børn af fattige forældre stadig bevæger sig op ad den sociale rangstige, mens børn af rige forældre bevæger sig nedad. Et par kendte kommentatorer, deriblandt David Brooks fra New York Times, stillede dog bagefter spørgsmål ved hans påstand om, at USA stadig er et land med høj social mobilitet. Og de henviste Robert Putnam, som jeg nu vil vende tilbage til.
For Putnam havde netop udtalt sig på en konference i Aspen, Colerado, om nogle data, han lige havde indsamlet. De data viser nemlig, at det amerikanske samfund er ved at blive låst fast. Med store følger for den sociale mobilitet fremover. Det er de data, Putnam for tiden bruger til sin nye bog. Igennem hele fire år har Putnam foretaget undersøgelser blandt amerikanske børn og teenagere i forskellige miljøer og bydele og sammenholdt resultaterne blandt de forskellige socialgrupper, de kom fra. Hvor tidligere forskere har undersøgt, hvordan den yngre generation har klaret sig i forhold til den foregående og på den baggrund konkluderet noget om graden af social mobilitet i det pågældende samfund på det tidspunkt, hvor de voksne var børn, så er Putnam ude i et andet ærinde: Han ønsker at undersøge nutidige børns og unges fremtidschancer. Han har fortalt mig, at der både er en positiv og en negativ side ved de resultater, han er nået frem til. Den positive side er, at hvis man ser bort fra den enkeltes socio-økonomiske klasse, så kan man konkludere, at de økonomiske forskelle mellem amerikanerne i dag i stadig mindre grad bestemmes af deres hudfarve. Med andre ord er der ikke længere forskel på den måde, velhavende ikke-hvide og hvide lever på og den måde, de forsøger at sikre deres børns fremtid gennem omsorg, skolegang og fritidsaktiviteter.
Til gengæld er der grund til at være bekymret over de negative sider ved hans resultater, understreger Putnam. For det første viser det sig nemlig, at klasseforskellene i USA vokser dramatisk i disse år. For det andet ser forskellene ud til at blive cementeret af, at rige og fattige i stigende grad lever fysisk og socialt på afstand af hinanden uden nogensinde at komme i kontakt, f.eks. i skoler og foreninger. Det betyder, at børn i forskellige socialgrupper vokser op i hver deres sociale verdener med hver deres familiestrukturer, skoler, fritidsmuligheder og forbilleder (eller mangel på samme). For de fattige børn gælder det, at de som oftest ikke har den forældreomsorg, de institutioner, de fritidsmuligheder og de foreninger, som middelklassernes børn har. Derved udvikler de ikke de sociale kompetencer og netværk, som – ud over en god skolegang og uddannelse – er så afgørende for den sociale mobilitet.
Putnam konkluderer, at det amerikanske samfund ikke længere er det ”mulighedssamfund”, det var engang. Ganske enkelt fordi sociale klassetilhørsforhold bestemmer den enkeltes fremtid i langt højere grad, end det var tilfældet tidligere. USA ”er ved at udvikle sig til et kastesystem, hvor social status og samfundsengagement arves fra den ene generation til den anden; et samfund delt op af klassegrænser,” siger han. Og han forudsiger derfor, at fremtidens amerikanske samfund vil være præget af endnu større ulighed end i dag – med den risiko for social uro og ustabilitet, det indebærer.
Trods stigende ulighed herhjemme vil Danmark aldrig blive et ”Amerika”. Vi har jo en anden samfundsmodel. Alligevel bør også vi være opmærksom på tendenser til den slags problemer, som Putnam påviser. Også herhjemme øges den uddannelsesmæssige, fysisk og kulturelle adskillelse mellem ressourcestærke og -svage børn og unge. Også i vores store byer, ser vi tendenser til den nye form for apartheid.
